MAKE MEDITATION / makemeditation

Posted By: Pia Bojer In: BLOG On: Comment: 0 favorite Hit: 507

Der er egentlig en masse indlæg, der burde komme før dette. Indslag der vil give indblik i mine tanker om bæredygtighed og mit arbejde i mit firma indtil nu, så der var fuld indsigt i mig og min baggrund for at starte mit 2020 med mere nærvær. Mit lille projekt med hæklemeditation, synes jeg imidlertid kunne være interessant for andre at springe med på også, så derfor hoppede dette indlæg ind foran alle andre. 


For alligevel at give en smule baggrundsviden, så vil jeg fortælle at jeg har haft et forrygende 2019. Jeg gik fra at være mig med min lille webshop med håndfarvet garn, til at ligge i 10 butikker fordelt på 4 lande i Norden. Det har været en fantastisk rejse, og jeg har haft forrygende travlt - måske også for travlt. Det har sat gang i mange tanker om, hvad jeg vil med mit firma, mit familieliv og min dagligdag. 


Én ting jeg med sikkerhed vil ændre i 2020 er at komme tilstede i min krop. Jeg vil øve mig i nærvær, da jeg ellers har det med at forsvinde ind i mine tanker, når jeg har meget at se til. Det kommer både til at ske ved at dyrke motion, men også ved at meditere - det er i hvert fald planen. Det med at meditere, har jeg altid haft lidt svært ved, så da jeg hørte Anne Kirketerp (www.annekirketerp.dk) hos Hanne i Flammende Pinde (YouTube Podcast afsnit 26), tale om hendes teori om Craft Psychology, kunne jeg se, at det var en god måde for mig at inkorporere meditation i min hverdag. 


Jeg kan anbefale at se afsnittet, så du får alle hendes detaljer med, men kort fortalt handler det om at koncentrere sig om hver enkelt maske i sit strikketøj eller hækletøj, mens man har fokus på sin vejrtrækning. Det at tælle og skabe et produkt kan skabe en følelse af flow, hvor der ikke er adgang til andre tanker, og hvor der kommer gang i alle de gode kemikalier i hjernen. What’s not to like!


Med det samme jeg så afsnittet, vidste jeg, at jeg skulle til at hækle firkanter til et tæppe! Og for virkeligt at gøre processen særlig, så skal de hækles af alle mine mange minifed af Merino DK, som jeg har gemt fra min spæde opstart af KAOS YARN, hvor jeg legede rundt med farver for at finde mit udtryk. De har hængt på væggen, og senere ligget i en kasse, uden at jeg lige kunne finde ud af, hvad der skulle ske med dem. Det er for mig et ‘match made in heaven’ at hæklemeditere et mindetæppe af alle de første farveforsøg, mens jeg praktiserer nærvær, så jeg kan få ro i tankerne og vælge mine nye veje. 


Men sig mig, plejer du ikke at strikke, tænker du mon? Og jo, det er klart strik jeg foretrækker. Men der er undtagelser, når jeg gerne vil lave tæpper eller tøjdyr - så foretrækker jeg hækling. Den fastere struktur egner sig i min optik bedre til den slags projekter, og i denne sammenhæng med meditation synes jeg det var mest oplagt, da det er en fast opgave, der afsluttes hver dag og som samles til en større helhed. Men selve meditationen kan jo laves med hvad som helst, strik, tegning, syning, træsnitning eller hvad man end har lyst til. 


Hvis det med hæklemeditation, er noget for dig, så har jeg skrevet opskriften ned, og lagt den op som en gratis opskrift i min webshop - HER  og på Ravelry - HER. Den kan hækles i det garn du har lyst til, eventuelt af resterne i skabet. Jeg beskriver, hvordan du kan gribe resterne an, så prøv dig frem på et par prøvefirkanter, så opskriften sidder på rygraden - og spring så ellers bare ud i meditationen. Jeg vil hækle én eller to om dagen, helst om formiddagen, hvor jeg er helt alene, og trænger til pause i arbejdet. Det kan også være noget, man gør om aftenen for at falde til ro - det kræver blot, at der er lidt ro omkring dig, tænker jeg. 


Med mit hækletempo passer det bedst, at trække vejret ind mens jeg hækler en maske, og ånde ud på en maske. Det giver mig en langsom kontrolleret vejrtrækning, hvor jeg også lige skal holde en pause i ‘top og bund’ af ind- og udåndningen. Men det er jo individuelt, hvordan det passer, så du skal finde en rytme, der passer til dig. Hvis der sniger sig en tanke ind ( og dét gør der!) Så sig goddag og farvel til den, uden dom over dig selv over at det skete. Vi er mennesker, og vores hjerner er skabt til at løbe afsted med os. Men vi kan skabe en bevidsthed om tankerne, så vi ikke lader dem gøre det.

Det kunne være så hyggeligt, hvis der var en masse der havde lyst til at meditere med, på den ene eller anden måde. Jeg har i opskriften henvist til hashtagget #makemeditation, som jeg vil bruge på Instagram undervejs,. Alle kan være med, med de sysler I foretrækker. Ingen stress. Ingen skønhedskonkurrence. Bare flow og nærvær!


Vi “flow’es” ved!

Pia

Comments

Leave your comment

Sunday Monday Tuesday Wednesday Thursday Friday Saturday January February March April May June July August September October November December