Det er missionen for KAOS YARN at inspirere alle garnelskere med et flot og luksuriøst, håndfarvet garn og lækkert strikdesign! 
Garnet håndfarves i ganske små portioner, så hvert garnnøgle har fået kærlig særbehandling! 

  

HVEM STÅR BAG KAOS YARN?

Bag KAOS YARN finder man mig - Pia, som er drevet af en stor passion for farverigt garn og moderne strikdesign - og som bare ikke kan lade være med at skabe. 

Jeg har altid tegnet, malet, strikket, hæklet, klippe klistret - og alt hvad jeg støder på, der kan skabes med hænderne. Tegning og animation er det jeg professionelt kastede mig over, og jeg er uddannet Karakteranimator og har lavet animation og fortællinger til computerspil, tegnefilm og -serier i tæt på 10 år.

GARNET OVERTOG

Men garnet tog over! Lidt strik blev til meget strik, og det blev tydeligt at passionen for garn havde brug for plads. Der var små fortællinger, der trængte til at komme ud i flotte farvesammensætninger og i strikdesign - og KAOS YARN er der, hvor fortællingerne bliver fortalt.

KAOS

KAOS er for mig, der hvor idéer opstår. Når det hele roder, fordi en ny idé skal farves eller strikkes. Det er undervejs i farveprocessen det bliver tydeligt hvilken lille historie, der ligger gemt - en stemning kommer frem. Forhåbentlig finder stemningerne og fortællingerne vej ud og inspirer dig til spændende projekter og giver dig mange gode timer. 

God fornøjelse!

Responsive image